10 gode råd omkring fødderne

Fødderne går vi rundt på hele livet, og de skal kunne holde til lidt af hvert. Her får du en række råd til, hvordan du kan sikrer dig sunde fødder.

1. Skyl fødderne dagligt i lunkent vand 

Det kan du for eksempel gøre i det daglige brusebad. Hvis du bruger sæbe, skal du være opmærksom på, at sæben udtørrer huden, så de har godt af at blive skyllet med vand bagefter.

2. Tør fødderne grundigt efter bad

Det er vigtigt med helt tørre fødder og især mellem tæerne, fordi hudsvamp trives i varme, fugtige og mørke omgivelser, fx i nylonstrømper og lukkede sko. Svampesporer dræbes ved 60 graders vask.

3. Klip neglene lige over

Klipper du neglene ned i siden, risikerer du at få nedgroede negle, og det kan danne betændelse i siden af neglen og er meget smertefuldt. Sker det, skal du søge professionel behandling hos din statsaut. fodterapeut.

4. Hård hud og ligtorne skal fjernes

Hård hud og ligtorne er symptomer på stor belastning, så derfor kan der være god grund til at kigge nærmere på dit fodtøj. Med professionel hjælp kan du få fjernet hård hud og aflastet generne.

5. Massér fødderne med en god fed creme

Huden på fødderne har tendens til at blive tør, brug derfor en god og plejende fed creme. Undgå at smøre creme mellem tæerne.

6. Motionér fødderne

Øvelser med fødder og tæer styrker fodens muskler og bevægelighed. Du kan fx. krumme og sprede dine bare tæer, krølle et stykke papir med tæerne og vippe fødderne op og ned, da det styrker venepumpen.

7. Altid godt med rene fødder og rene strømper

Daglig skift af strømperne og de må ikke sidde for stramt. Det kan nemlig lukke af for blodomløbet til fødderne. Det kan også anbefales at bruge strømper af naturmaterialer, fordi de opsuger fugt. Nylon og andet kunststof giver ikke huden mulighed for at ånde, hvilket betyder at sved og fugt bliver i strømpen. Ved vask på 60 grader dræbes alle svampesporer.

8. Tjek børnenes fødder og fodtøj

Børn klager sjældent over deres sko og affinder sig ofte med for små sko. Det kan resultere i at børn udvikler fejlstillinger i fødderne, som de kan mærke resten af livet. 
Et godt tip når du skal købe sko til dit barn eller tjekke om skoen stadig passer: 
Tegn et omrids af foden på et stykke papir, klip skabelonen ud og læg den i skoen, har skabelonen folder i siden, er skoen for lille. 
Beregn 1 1/2 cm voksetillæg ud for tæerne, da børn vokser i ryk og fødderne hæver op ad dagen.

9. Brug indlæg i dine sko

Hvis fødderne har fejlstillinger, går man og belaster muskler og led unødigt, og det kan give smerter op gennem kroppen. Det kan behandles ved at få fremstillet nogle indlæg, hos din fodterapeut.

10. Skift sko efter gøremål

Skift gerne sko flere gange om dagen. Vælg forskelligt fodtøj alt efter om du skal på arbejde, til fest, dyrke sport eller slappe af. Husk nye sko skal aldrig gås til, de skal føles behagelige og passe din fod med det samme. Skoen skal passe til foden og ikke omvendt.